18. juni 2018

Det succesfulde team anno 2018

Det er svært ikke at få et lille smil på læben, når jeg fra tid til anden støder på konsulentvirksomheder, der i år 2018, i ramme alvor, bygger deres teamværktøj på filosofier fra de gamle grækere. Ikke et ondt ord om de gamle grækere, de er nogle af tidens største tænkere og i den rigtige kontekst, har de da også en berettigelse i dag. Men vi undervurderer vores eget intellektet, og de teknologiske muligheder vi i dag har, hvis vi lader grækere fra oldtiden diktere, hvordan vi i 2018 sammensætter det succesfulde team.

Med mere end 20 års erfaring på en nøgleposition i testbranchen som adm. direktør for en virksomhed, der udvikler testværktøjer og blandt andet hjælper C20 virksomheder og nogle af landets største statslige institutioner med at teste, vurdere og sammensætte de rigtige teams, vover jeg pelsen, og kommer her med min korte opskrift på det succesfulde team. En opskrift, der ikke indeholder et eneste gram gammel græker, men til gengæld er baseret på en kombination af de teknologiske muligheder, vi har i dag og den nyeste psykologiske viden om, hvordan mennesker fungerer.

Det succesfulde team, består af de rette mennesker

Hele fundamentet for at skabe stærke teams i virksomheder starter i rekrutteringen. Ansætter du de rigtige, der ikke alene har den rigtige personlighed, de rigtige kompetencer men også er det rigtige match med det team, de skal indgå i? Ja, det bestræber jeg mig da på, vil de fleste nok svare, men det egentlige spørgsmål er – giver du dig selv de bedste forudsætninger for, at du får de rette mennesker ombord?

Du kan aldrig være sikker på, at den kandidat, du ansætter, er den rigtige, men du kan mindske sandsynligheden for de omkostningsfulde fejlskud. Det gør du ved at søge indsigter om de mennesker, du ansætter. Du tester deres personlighed, intelligens og undersøger om deres personprofil passer ind i det team, de skal indgå i. Det giver dig og din HR-afdeling meget bedre kort på hånden, når i sammensætter medarbejderstaben, der udgør fundamentet for ethvert succesfuldt team.

Giv teamet én retning og skab holdånd

Det perfekte team er ikke skabt, bare fordi du har sammensat et team, der består af de rette personer, som komplementerer hinanden både på personlighed og kompetencer. Den ledelsesmæssige vejledningen af teamet er afgørende. Selvom teamet har de optimale forudsætninger for at excellere, skal du sørge for at teamet har ét tydeligt mål med deres arbejde. En opgave, som netop de er sat i verden for at løse. Ikke fem mål og slet ikke ti mål. Hvis du overdynger teamet med mål, har du ikke formået at skabe en retning. Det næste du skal gøre, er at skabe en indbyrdes respekt. Vi ved nemlig, at den indbyrdes respekt i et team har en tæt sammenhæng med teamets evne til at løse opgaver. 

Heldigvis kan du skabe denne indbyrdes respekt ved at kommunikerer helt åbent. Du kan fortælle teamet, at de ikke er tilfældigt sammensat, men er nøje udvalgt til at løse netop deres opgave på baggrund af en række indsigter om deres personlighed og kompetencer.

Lad teamet bruge og udvikle deres kompetencer

Når du har givet teamet et mål, er det tid til at du træder i baggrunden og lader teammedlemmerne finde vejen til målet. De skal have plads og rum til at bruge deres kompetencer, ellers kunne du som leder lige så godt lave det hele selv.

Spørg du de forkerte konsulenter, vil de i dag sige, at udvikling handler om, at man skal “lære at være mere robust” eller “lære at være mere organiseret“. 
Det er ude af trit med, hvad vi i dag ved om den menneskelige udvikling – at vi hele tiden skal lære noget andet eller være nogen andre. 

I stedet skal vi arbejde med vores egne styrker og være os selv. Udvikling handler om at kende sig selv og sin rolle i et team. At kunne vide, hvor man bidrager – at vide, hvad man kan. Dét er den ægte udvikling, for det er her, man stopper med at forstille sig eller prøve at lave andre om. Når medlemmerne i en afdeling er klar over deres individuelle værdi i kræft af deres styrker – og erkender, hvor de måske ikke har spidskompetencen – så er det magien sker. At der kommer rum til alle, hvor man respekterer hinandens faglighed og kompetencer. Det er her at albuerundsavene kommer ned, og den ægte holdånd kan mærkes.

Af Torben Tolstøj, Adm. Direktør People Test Systems

Tracking kode: