19. september 2023

Vores nye værktøj får de mørke træk frem i lyset

Mørke træk kan både være gavnlige og skadelige for en arbejdsplads, og tør vi ikke tale om dem, vil de ofte være det sidste. PTX er værktøjet, der kan få de mørke træk frem i lyset og skabe en professionel ramme, hvor man kan tale om dem.

Er du egenrådig, egoistisk, kynisk eller måske lidt selvretfærdig? Det er nærgående spørgsmål, der er svære at få over sine læber, når man sidder overfor et andet menneske.

Men ikke nok med det, så er det også spørgsmål, der er svære at forvente et ærligt svar på. Selvom vi alle har mørke træk i os, ved vi godt, at de mørke træk traditionelt anses negativt, og at det sjældent vil gavne os personligt, hvis vi åbent fortæller om vores mørke træk.

Viden om en kandidats mørke træk er svær at få adgang til gennem en traditionel samtale, men det gør ikke den viden mindre relevant. Som arbejdsgiver vil man gerne vide, hvilket menneske man er ved at ansætte, og hvad der driver og motiverer vedkommende. Man vil gerne give sig selv de bedste kort på hånden, for at optimere sandsynligheden for, at ansættelsen bliver en succes. Det ved vores kunder godt, og derfor har der længe været en efterspørgsel på et værktøj, der kan kortlægge de mørke træk.

Det værktøj har vi udviklet med People Test X-tend (PTX), fordi vi mener, at det er bedre at få trukket de mørke træk frem i lyset, og få talt om dem på lige fod med de andre egenskaber – Så vi netop kan skabe de bedst mulige rammer for at sætte de mørke træk i spil på en frugtbar måde.

De mørke træk kan både være gavnlige og skadelige for en arbejdsplads, men de er decideret giftige, hvis vi undlader at tale om dem. For så arbejder vi i blinde, når vi håndterer dem, og det ender som udgangspunkt galt. 

PTX – Hvad er det?

PTX er en udvidet personlighedstest, der måler 9 mørke træk fordelt på de 3 overordnede træk egennytte, kynisme og selvretfærdighed.

  • Egennytte (egeninteresse, stræben, prestige)
  • Kynisme (upåvirkelighed, konfrontation, alliancedannelse)
  • Selvretfærdighed (mistillid, retfærdiggørelse, pragmatisme)

PTX er udviklet med afsæt i den nyeste forskning på feltet om mørke personlighedstræk (D-faktoren: Dark factor of personality). Selve analysen består af 150 spørgsmål og tager ca. 15-20 minutter at besvare. For at bruge værktøjet, er det et krav, at man er certificeret i en personlighedsanalyse, før man kan blive certificeret i PTX. Vi anbefaler, at PTX bruges i kombination med en personlighedsanalyse og ikke som en enkeltstående analyse.

PTX er velegnet til både rekrutterings- og udviklingssamtaler. Værktøjet er særligt relevant for personer, der skal varetage eller varetager relationelt arbejde. Altså mennesker, der har et arbejde, hvor relationen til andre mennesker er afgørende for resultatet af deres arbejde. Det er yderligere relevant, hvis arbejdet indebærer en indflydelse over andre.

PTX er relevant for:

  • ledere på alle niveauer.
  • medarbejdere, hvor teamsamarbejde er bærende.
  • medarbejdere, der repræsenterer virksomheden over for kunder, såsom konsulenter og sælgere.

Læs mere om PTX certificeringen her.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at PTX for testtageren kan føles nærgående, konfronterende og måske afslørende. Som bruger har du en særlig opgave i at forklare formålet, fortrolighedsprincipperne og sikre validiteten i tilbagemeldingen.

Inden du gør brug af PTX, bør du altid overveje, om det etisk og professionelt kan forsvares at teste en kandidat på så dybt et niveau.

Flere artikler