14. november 2023

Nu kan vi sortere de hensynsløse medarbejdere fra – men bør vi gøre det?

Fravælger I alle mennesker med mørke træk, kan I ende med en kultur, der er for hensynsfuld, hvor man ikke evner at træffe beslutninger, der gør ondt, men som er nødvendige.

Medarbejdere med en overvægt af mørke træk kan fremstå arrogante, hensynsløse og egoistiske.  

Med det nye PTX-værktøj i hånden, kan I identificere kandidater, med markante mørke træk. Det kan være fristende at træffe en beslutning om, at man ikke vil have den slags mennesker inden for døren på arbejdspladsen. Så man kan skabe en sund harmonisk gruppe, hvor man vil hinanden det bedste. 

Men så simpel er rekruttering selvfølgelig ikke. For selvom mennesker med mørke træk kan være en mundfuld at arbejde med, kan de lige så vel være det aktiv, som gør, at I leverer de bedste resultater. Og inden vi fordømmer mennesker med mørke træk for hårdt, skal vi huske, at vi alle har de mørke træk i os. Det er en del af det at være menneske.  

Hos nogle bliver de mørke træk blot fremkaldt hurtigere og lettere end hos andre.

Ekspert: Undgår vi mennesker med en overvægt af mørke træk vil det være en svækkelse

I forbindelse med vores seneste statistiske rapport, Mørke sider i ledelse, interviewede vi Tine Wøbbe. Hun er en af landets førende retspsykologer og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans samt ekstern lektor ved Københavns Universitet. 

Hun fortæller, at de mørke træk ikke alene kan være en stor fordel, men ligefrem en nødvendighed: 

Indimellem skal du kunne lave en helt kynisk kalkule. Du skal holde øje på bolden, og du vil ikke ryste på hånden, hvis den bedste beslutning for forretningen er at fyre nogle medarbejdere. Og derfor kan det være en fordel i visse positioner at have en mindre grad af dyssociale træk.

Uden en tilstedeværelse af de mørke træk, kan vi godt ende i en situation, hvor vi er så hensynsfulde, at det kommer til at skygge for de rigtige beslutninger rent forretningsmæssigt. Da vi spørger Tine Wøbbe, om hun mener, at man bør undgå mørke træk på arbejdspladsen er svaret klart:

Nej jeg synes ikke, at man skal undgå dem, for det vil være en svækkelse. Du har brug for deres kompetencer, men man skal sørge for, at de følger planen. Vi må anerkende, at de mørke træk er en del af det, at være menneske. Og dem, der så har det i højere grad, skal styres, så de bliver et aktiv i stedet for en ulempe for virksomheden.

Sådan styres medarbejdere med mørke træk til at blive et aktiv

Det er ofte et større arbejde at holde mennesker med markante mørke træk på en frugtbar vej, og når man arbejder med disse mennesker, skal man være klar over, at det ikke nødvendigvis er de gængse ledelses- og motivationstilgange, der fungerer.  

Tre ting, der er vigtige at huske, når man arbejder med mennesker med markante mørke træk: 

  • Har de ikke respekt for hierarkiet og ved, hvem der bestemmer. Så kan de køre dig over. Man skal derfor være konsekvent og slå hårdt ned, hvis man oplever en unaturlig mangel på respekt. 
     
  • Bevar en balance i anerkendelsen. Vær både positiv og kritisk. Er du kun positiv, næres deres dyssociale side og forestilling om, at de er bedre end andre. Er du kun negativ vil de gå imod dig og skabe problemer for dig.  
     
  • Find ud af, hvad der motiverer dem. De vil typisk være drevet af egennyttige formål som bonus, særlige parkeringspladser, forfremmelser eller lign. Mens historien om, hvor meget godt virksomheden gør for andre reelt er irrelevant for dem.

Man må frem for alt ikke være naiv, når man arbejder med mennesker med markante mørke træk. Og de mere bløde ledelsesstrømninger resonerer ikke nødvendigvis så godt med et menneske med mørke træk. De har brug for klare linjer og tydelig kommunikation.

Tine Wøbbe er chef- og retspsykolog på Sct. Hans og en af landets førende eksperter inden for psykopati. Tine har skrevet bogen, “De siger jeg er psykopat”, hvor hun med udgangspunkt i seks fortællinger sætter ord på det, som de medvirkende ikke selv kan, og går bag om deres handlinger og syn på verden. Bogen giver en dybere indsigt i psykopati generelt og forsøger at besvare, hvad der skaber en psykopat.

Flere artikler