21. august 2021

Tre fejl du aldrig må begå, når du giver feedback på en test

Som testtilbagemelder er det din opgave at skabe en tryg og åben dialog, når du giver feedback på en test.

Den trygge og åbne dialog skal sikre, at du får de bedste forudsætninger for at høre og forstå testpersonens svar korrekt. Testpersonens svar skal nemlig være med til at verificere testen ved at at be- eller afkræfte dine hypoteser om, hvorfor testresultatet har udartet sig, som det har.

Når du er erfaren i tilbagemeldingsdisciplinen, kan du lettere afkode, hvordan du skal gå til den enkelte person for at skabe en værdifuld dialog, men selv erfarne testtilbagemeldere kan lave fejl. Nedenfor oplistes tre af de værste fejl, du kan begå som testtilbagemelder.

1) Gå uforberedt til opgaven

En af de største fejl man kan begå er at tænke:

–          den tager jeg lige på rutinen.

Når du ikke er forberedt og har sat dig grundigt ind i testresultatet og den person, du sidder over for, kan det let lede til, at du lægger en uigennemtænkt fortolkningsramme ned over testresultatet. Det højner antallet af usammenhængende og forkerte fortolkninger, der skaber utryghed hos testpersonen, som ikke føler sig genkendt. Det skaber svære vilkår for den gode dialog.

Derfor skal du altid forberede dig, og jo mere urutineret du er i disciplinen, jo bedre forberedt skal du være.

2) Du er ikke bevidst om dine fordomme

Det er umuligt for os at være fuldstændig objektive og neutrale i vores bedømmelse af et andet menneske. Vi vil altid være farvet af vores fordomme, og de dannes lynhurtigt, når vi ser personen og personens testresultat.

Det bedste du kan gøre, er at være bevidst om dine fordomme og være klar over, at de hypoteser, der bygger på fordomme ikke nødvendigvis er særligt retvisende.

Fra din gode forberedelse kender du resultatet af testen, og du har nogle kvalificerede bud på mellemregningen, der har ledt til resultatet, men du kender ikke mellemregningen.

Derfor skal du være bevidst om, at dine fordomme kan farve tolkningen og forsøge at skubbe dem i baggrunden, så du i stedet indgår i en dialog, der er så upartisk, nysgerrig og åben som muligt.

3) Du er bange for at tale om det negative

En tredje af de største fejl du kan begå i, når du giver feedback på en test er at tale uden om det negative. Du kan selvfølgelig godt være strategisk om, hvornår i samtalen du bringer det på banen, for at undgå testpersonen går i baglås og dialogen ødelægges, men du må aldrig pakke det så meget ind, at testpersonen ikke får vished om, hvilke svagheder personen har.

Du skal ikke give et glansbillede af personen, men et retvisende og korrekt billede.

Flere artikler