5. januar 2021

Virtuel tilbagemelding

Afstem forventningerne inden mødet, varm det virtuelle mødelokale op & sørg for, at kandidaten kan følge med, når du giver en virtuel tilbagemelding.

Et af de mest effektive våben mod coronapandemien, har vist sig at være at begrænse vores sociale kontakt både privat og på arbejdet. For at holde pandemien i skak har rigtig mange mennesker ændret den måde, som de normalt arbejder på.

Heldigvis har vi i dag en videoteknologi, der har gjort det muligt at holde hjulene i gang ved at flytte fysiske møder til onlinevideomøder. Et af de møder, som før coronapandemiens indtog oftest blev afholdt fysisk, er mødet, hvor en kandidat får sin tilbagemelding på en personlighedsprofil og intelligenstest. Sådan er det ikke længere. I dag er de fleste tilbagemeldinger blevet til virtuelle videomøder.    

Men hvad betyder det så, når kafferkopperne ikke længere står i samme rum, når vi ikke længere starter mødet med at trykke hinanden i hånden, og når vi ikke har samme mulighed for at aflæse kropssproget hos hinanden?

Man kunne fejlagtigt tro, at det ikke betyder det store, og at man bare skal levere tilbagemeldingen gennem skærmen, som man plejer at gøre, når man sidder ansigt-til-ansigt med kandidaten. Men hvis du selv har givet en virtuel tilbagemelding, så ved du bedre. Du ved, at der går noget tabt, når man flytter en tilbagemelding fra det fysiske rum over i et virtuelt.

I det virtuelle rum skal du nemlig gøre lidt ekstra for at skabe den trygge og åbne dialog, der er afgørende for, at du får de bedste forudsætninger for at forstå testpersonens svar korrekt og dermed er i stand til at verificere testen ved at be- eller afkræfte dine hypoteser om, hvorfor testresultatet har udartet sig, som det har.

Vi har samlet vores tre bedste anbefalinger til, hvordan du kompenserer for det, der går tabt ved et virtuelt møde, så du bliver i stand til at give en god virtuel tilbagemelding.

1.      Fortæl kandidaten, hvad der skal ske, inden mødet.

Inden mødet starter, anbefaler vi, at du sender en mail, hvor du i korte træk opridser, hvad der kommer til at ske på mødet, hvad formålet med mødet er og hvem der deltager. Det er vigtigt, at du i den forbindelse skriver, at du først deler analyseresultatet med kandidaten under mødet, og at vedkommende skal have sit kamera tændt, så I kan se hinanden.

Når du fortæller kandidaten, hvad der skal ske, skaber det en tryghed, og du er samtidig med til at afstemme kandidatens forventninger, så han eller hun ikke bliver overrasket, hvis du beder vedkommende om at tænde sit kamera. Når du fortæller om formålet er hensigten at fjerne eventuel nervøsitet hos kandidaten, der får gransket sin person.

2.      Varm rummet op, når mødet starter.

For at skabe det rum, hvor kandidaten åbent og ærligt deler og perspektiverer analyseresultatet, er det afgørende at kandidaten har tillid til dig. Inden mødet starter kan du derfor spørge ind til, om de har noget i kaffekoppen eller andre uformelle og ’ufarlige’ emner. Når du vurderer, at du har fået skabt en afslappet atmosfære, kan du sende analyseresultatet til kandidaten, så I sammen kan dykke ned i det.

3.      Sørg for at kandidaten er med, under mødet.

Under den virtuelle tilbagemelding kan kandidaten ikke helt konkret se, hvor i analyseresultatet du kigger. Det kan du afhjælpe ved dels at fortælle, hvad du kigger på og hvor du er. Vi anbefaler også, at du deler din skærm og viser, hvor i analysen I er.

Det kan være en fordel at stoppe skærmdelingen indimellem for at lade kandidaten aflæse dit ansigt og lige kunne se hinanden i øjnene. Udover, at kandidaten ikke kan aflæse dit ansigt, når du deler din skærm, kan kandidaten ikke aflæse dit kropssprog, og du kan heller ikke i samme grad aflæse kandidatens kropssprog som ved en fysisk tilbagemelding. Du skal derfor stille flere afklarende spørgsmål: Hvad reflekterer du over her? Hvad tænker du over nu? Hvad kan du mærke, at der sker i dig, når du får de her spørgsmål?    

De afklarende spørgsmål skal forsikre dig om, at kandidaten er med og føler sig forstået.

Flere artikler